Folkedans Fyn

Sammenslutningen af Folkedanserforeninger på Fyn

Log ind

Log ind

Dragter

Mange forbinder folkedans med de flotte danske nationaldragter, som vi har på, når vi er til fest eller laver en opvisning. Til daglig danser vi nu ikke i dragterne, men i helt almindeligt tøj. Og det er bestemt ikke et krav at have en dragt for at kunne være med.

Vores dragter er landbefolkningens festtøj. Derfor er de så farvestrålende. Det var ikke det tøj, man havde på til hverdag, når man arbejdede i marken. Festtøjet blev fundet frem til særlige lejligheder og her havde man god mulighed for at blære sig med sin status – jo flere sølvknapper, man kunne mønstre, desto rigere var man. På mange dragter er der også forskelle på gifte og ugifte kvinder, f.eks. med forskellige farver bånd – i en tid før datingtjenester var det en nem måde at klare det problem på.

Dragterne varierer voldsomt, alt efter hvor i landet, de kommer fra. Før massemediernes udbredelse kunne der være store lokale variationer i dragternes udseende, og især øer har meget særprægede dragter. Når du anskaffer dig en dragt i dag, vælger du selv fra hvilken egn, den skal være. Folkedansere er derfor i dag en spraglet flok, hvor man kan møde dragter fra hele landet på ét sted. Hver dragt fortæller en historie – spørg bare! De fleste folkedansere fortæller gerne mere om deres dragter.

Har du ikke en dragt, så er det ingen hindring for at være med – heller ikke til en opvisning. Vil du gerne have en dragt, så er der masser af hjælp at hente. Mange folkedansere har syet deres dragter selv, og der afholdes jævnligt kurser og dragtdage, hvor du kan få hjælp, hvis du vil sy din helt egen dragt. Der er også jævnligt brugte dragter til salg, som ejerne af den ene eller anden grund ikke kan bruge længere.